Viser opslag med etiketten kage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kage. Vis alle opslag

onsdag den 10. april 2013

Donuts






I påsken var vi på besøg hos mine forældre de havde et mad-magasin liggende med en tekst hvor der stod "konditor for en dag" Jeg var jo lige nødt til at se hvad de havde af lækkerier at byde på. Det første der fanger mit øje er fine lyserøde donuts. Jeg har længe haft lyst til at prøve at lave donuts, men udskyder det hele tiden, men nu var det som om jeg var nødt til at få det prøvet.
Der var i huset til at lave dem, så vi gik i krig med dem. De smagte egentlig ok, men bare ikke af rigtige donuts som vi har prøvet i udlandet.
Vi surfede nettet, tjekkede en masse opskrifter igennem og fandt en vi ville teste den næste dag.

Efter at have testet den et par gange, har jeg fundet frem til en opskrift der passer danske mål. Opskriften er prøvet på køkkenmaskine og med håndmixer. Begge dele fungerer fint. Brug dejkrog/e.

Donuts

2,75 dl sødmælk
55 g sukker
2 1/2 tsk tørgær
140 g smør
2 æg
525 g mel
1 knsp salt

1 l rapsolie

Fremgangsmåde:

Lun mælken til stuetemperatur, opløs sukkeret deri.
Kom tørgærren i og rør rundt et par gange og lad det stå mens du forbereder resten.
Smelt smørret så det kun lige er smeltet. Pisk æggene sammen og kom dem i det smeltet let lune smør.
Vej melet af i en skål for sig selv sammen med salt.
Kom smør/æggemassen i en stor skål (her skal alle tingene mødes) Tilsæt mælke-gærret og rør sammen.
Kom melet i lidt ad gangen, brug evt. dl-mål fra tidligere. Rør melet helt ud hver gang.

Når dejen er færdig stillens den tildækket i køleskabet et par timer, den kan også stå natten over.

Varm rapsolien op i en gryde (hvis du ikke har en fritøse) til 180c.
Kom lidt mel på bordet. Rul dejen ud til en tykkelse på ca 7mm. Stik dine donuts ud i den ønskede størrelse.
Friter dem ca 1 min på hver side. Kom ikke for mange i ad gangen da det sænker varmen på olien. Sørg for at holde temperaturen, tjek den ind imellem.

Mens donuts'ne er lune skal de glaseres. Den bedste glasering er en ganske almindelig glasur, jeg har prøvet med en smør baseret en, den bliver hurtig mat og underlig.

De lyserøde er flormelis og hindbærekstrat.
De hvide er flormelis og citronsaft.
De brune er flormelis, kakaopulver og vand.

Pynt med krymmel mens glasuren er våd.

Vil man lave fyldte donuts synes jeg de bliver pænest, hvis man gør som ved de "almindelige" bare uden hul.
Skal de rulles i sukker er det bedst at gøre det mens de er våde/lune.

Brugte den fine udstikker
med plunger fra kop&kande



søndag den 13. marts 2011

Cakepops, take one


Det tog lidt længere tid at lave cakepops end jeg regnede med. Men jeg skulle jo lige lave blomsterne, og at trille alle de kugler (cakeballs) tog en stor del af tiden.
Jeg startede med at smelte de lyserøde candy melts, synes den var meget tyk. Tog en ny portion og prøvede at smelte denne omgang i microovnen, som de skriver på pakken også kan lave sig gøre, man skal bare give dem 30 sekunder på lav eller defrost. Jeg vil dog ikke anbefale at man smelter i microovnen. Min portion var brændt i midten til trods for den stod på defrost.
Jeg smeltede de hvide over vandbad og det gik lige efter bogen. Jeg synes massen er tyk når den er smeltet, men har fundet frem til man kan putte lidt shortning eller noget der hedder paramount crystals i for at massen bliver tyndere. Det er nemmere at overtrække med en lidt tyndere masse, det skal jeg hvertfald næste gang.

Jeg besluttede mig for at denne første omgang pops skulle bare være simple. Ville ikke kaste mig ud i noget vildt til at starte med. Skulle jo lige have føling med det. Så det blev til lidt hjemmefarvede sukkerkugler og simpel blomster pynt.


tirsdag den 31. august 2010

Jagten på den perfekte Chocolate chip cookie......



Jeg er på jagt efter opskriften på den, for mig, perfekte chocolate chip cookie. Jeg har en del cookies bøger, ud over mine almindelige bage- kage-opskrifts bøger. Jeg har været en del af opskrifterne igennem og synes ikke rigtig jeg har fundet den der er den rette for mig. Mange af dem der har smagt og været dommer til de opskrifter der er afprøvet har været vilde med kagerne, men jeg har endnu ikke fundet frem til den rigtige opskrift på den perfekte chocolate chip cookie. Men jeg synes de to sidste jeg har prøvet er et rigtig godt bud. Specielt den jeg har afprøvet her til aften.
Den perfekte cookie for mig er lidt blød og en smule sej i det. Jeg har bagt en masse der har været bløde i det, men har manglet lidt bid. Og så har der været alle dem der minder om dem man kan købe i supermarkederne. Hårde og kedelige! Altså jeg kan da godt spise dem indimellem, men ville nu fortrække bløde og gerne hjemmelavet.
Min søster har været mundskænk på denne omgang, imorgen skal et par kollegaer smage på sagerne og min mand får en pose med på arbejde og en med til gaming imorgen aften.

tirsdag den 28. april 2009

Muffins til børnehaven




I dag blev der holdt dimensionsfest i børnehaven. Alle de børn som skal starte i skole efter sommerferien, fik et diplom med guldmedalje på for at have "bestået" den første del af barndommens gade.

Jeg spurgte om jeg ikke måtte bage til dagens anledning, og der var selvfølgelig ikke noget problem i.

Ungerne var vilde med dem. Både smag og udseende.

Jeg valgte at lave en klassisk chokoladedej, smurte er let lag af Martha Stewart's Ultimate Chocolate Frostinig på og lagde et låg af sugar paste.




Klassiske chokolade muffins.

80g smeltet smør
2 æg
1½ dl mælk
200g mel
100g farin
3 spsk kakao
2 tsk vanille sukker
2½ tsk bagepulver
1 knsp salt
60g hakket chokolade
Pisk æg, mælk og smørret sammen.
Bland de tørre ting sammen i en anden skål.
Rør melblandingen sammen med æggemassen, og vend derefter den hakket chokolade i.

Fyld formene ca. 2/3 dele op.
Bages ved 180c i ca. 15-20 min.

onsdag den 15. april 2009

Chocolate chip cookies


I julen 2004 fik jeg en kæmpe cookie bog. Jeg kigger ofte i den. Der er en masse gode opskrifter i den og nogle rigtig spændende opskrifter.

Jeg er på jagt efter den perfekte Chocolate chip cookie. Jeg har endnu ikke fundet den perfekte, men en der kommer tæt på.


Chocolate Chip Cookies


120g smør
115g farin
1 æg
1 tsk vanilleessens
1½ tsk bagepulver
½ tsk salt
75g havregryn
150g mel
250g hakket mørkt chokolade


Fremgangsmåde:


Pisk smør og sukker til en cremet luftig masse. Kom ægget og vanilleessensen i, rør godt sammen.

Vend mel, salt og bagepulver i.

Tilsæt chokolade og havregryn, og rør sammen.


Kom en klat dej på pladen, tilsvarende en god spiseske.

Bag dine cookies ved 180c i ca. 15 min.


Du kan med god vilje erstatte noget af chokoladen med nødder.


God fornøjelse

lørdag den 11. april 2009

Cupcake brownies


Vi er på besøg hos mine forældre i disse dage. Vi skal holde vores fødselsdag. Thomas har den 18. April og jeg har den 19. Det er smadder hyggeligt, de andre render og hygger i haven, men jeg ligger på sofaen og læser bøger og blade. Og har overvejet om man mon ville kunne strikke lidt mens man lå ned??


Jeg bagte boller og cupcake brownies. Det smagte bare godt, og mine forældre var helt vilde med både boller og kager. Oven på de dejlig svampede cupcakes var der lækker hindbærfromage.


Opskriften på cupcake brownie kommer her.


Cupcake brownies

ca. 12 stk.


200g god mørk chokolade
150g smør
2 æg
150g rørsukker
60g mel
½ tsk. bagepulver

Fremgangsmåde:

Smelt smør og chokolade over vandbad. Når massen er kølet lidt af, rør da æggene i et ad gangen. Rør derefter sukkeret i. Sigt mel og bagepulver i og vend det hele sammen.


Kagerne bages ved 180c i ca. 15 min.


Jeg har brugt et lille målebæger til at hælde dejen ned i formene med. Det synes jeg er lidt nemmere med denne dej, end med en ske.



Det er en god idé at bage dem i en "muffinpande" da de har en tendens til at flyde lidt ud.

tirsdag den 26. februar 2008

Min første bagedag



I dag var det min første bage dag. Jeg har lavet et skema for jeg kan komme op om morgenen ( formiddagen) og komme igang med dagen gøremål. Så tirsdag er bage dag til bloggen :)


Jeg gad egentlig ikke idag, men her til aften tog jeg mig sammen og lavede nogle lækre chokolade cupcakes med en smørglasur. De er ret gode.


Jeg kan da lige smide opskriften her:

2dl vand
85g smør
85g sukker
1 spsk lys sirup
3 spsk mælk
2 tsk vaniljesukker
1 tsk natron
225g mel
2 spsk kakaopulver

Smørglasur

50g chokolade
2 spsk vand
25g smør
175g florsukker

Fremgangsmåde:


Kog vand, smør, sukker og sirup til sukkeret er opløst og lad det simre i 5 min.
Kom natron i mælken og rør til det er opløst.
Sigt de tørre ting sammen.
Kom sukkermassen i melblandingen, rør. Kom mælken og pisk til dejen er glat.
Fyld formen 2/3 op.
bages ved 180c i ca. 20 min.


Glasur:
Smelt chokoladen sammen med smør og vand over vandbad og rør sammen til en ensartet masse. Kom massen i florsukkeret og pisk til den er glad.

Pynt med chokolade spåner.

Der skal laves to portioner glasur, en med lys chokolade og en med hvid. eller mørk, hvis det er det man ønsker.


Jeg håber du kan bruge opskriften, den er nem og lækker.
Rigtig god fornøjelse.

Denise